Gå til hovedindhold

Pressemeddelelse/juni 2018

Slut med børn, der keder sig i sommerhuset

Ferie i sommerhus kan være fantastisk afslappende. Men når legekammeraterne mangler, kan både børn og voksne blive sat på prøve. NOVASOL og MineVenner.dk er nu gået sammen om at hjælpe børnefamilierne med at finde ferievenner i landets sommerhuskvarterer.

Når den danske industriferie sætter ind om få uger, drager mange tusinder børnefamilier i sommerhus for at koble af fra en travl hverdag. Men ferien kan gå hen og blive temmelig lang - og for nogle børn ligefrem ensom, når legekammeraterne mangler.

Det skal et nyt samarbejde mellem sommerhusudlejer NOVASOL og netværket MineVenner.dk nu ændre på. Via MineVenner.dk’s portal kan feriegæsterne finde ud af, hvor der bor jævnaldrende børn i de andre sommerhuse, som er klar til at lege.

MineVenner.dk er et landsdækkende netværk for børnefamilier, der søger nye legekammerater og venner. Sitet fungerer på den måde, at forældre opretter en profil for dem selv og børnene. Herefter kan de søge legekammerater ud fra forskellige kriterier som køn, alder, geografi og interesser. På et kort får de vist, hvor legekammeraterne bor.

Ipad skal skiftes ud med legekammerater

“Mange forældre kan nikke genkendende til børnenes rastløshed og problemet med de manglende legekammerater, efterhånden som ferien skrider frem. Ipad og diverse teknologier kan nemt ende med at blive løsningen, fortæller stifter af MineVenner.dk Camilla Lind-Følsgaard, som selv er mor til tre børn.

“Det paradoksale er, at sommerhuskvartererne er fyldt med børn i ferierne, som gerne vil lege. Men det er virkelig svært at finde ud af, hvor de bor, bl.a fordi der ikke er et naturligt samlingssted som fx en offentlig legeplads”, fortsætter hun.

MineVenner.dk er en nem og enkel måde at løse problemet på, uden at forældrene skal kigge over hække og stemme dørklokker i hele kvarteret.

“Ferierne er dyrt opsparet tid med familien. Det er det vigtigt for os, at vores gæster får så god en tid sammen som muligt, udtaler Tina Krogh Jakobsen - NOVASOL. Derfor ser vi et rigtig godt match mellem os og Minevenner.dk, ift. de mange danske feriegæster, vi har i vores sommerhuse.

Vil skabe en ny kultur

“Det ligger heller ikke til den danske kultur at være meget opsøgende, hvis ikke rammerne er til det. Det er bl.a. en af de barrierer, vi gerne vil bryde med netværket her. Og det er bare nemmere, når man har en digital platform, hvor alle vil det samme”, fortæller Camilla Lind-Følsgaard.

“Vi synes, at det er en enormt sympatisk tanke, at børnefamilier kan få glæde af hinandens selskab i ferien - og få mulighed for at møde nogen, som man ellers ikke var stødt ind i. Fordi man vælger at holde ferie i sommerhus, betyder det jo ikke, at man ikke har lyst til noget socialt. Vi håber, at mange af vores feriegæster vil få glæde af samarbejdet og få dejlige ferieoplevelser sammen med nye venner.”, slutter Tina Krogh Jakobsen - NOVASOL.

Nye venner og legekammerater - både i ferier og til hverdag

Websitet har eksisteret et par år nu og tæller mere end 4000 tilmeldte. Sitet er stiftet med det formål at forebygge og bekæmpe ensomhed blandt børnefamilier og det benyttes af alle slags familier, der ønsker at udvide deres netværk.

Det kan der være mange årsager til, fx at man er flyttet til en ny by, at familien oplever skilsmisse og børnene skal bo to steder, at børnene savner ligesindede kammerater eller ikke har fundet en bedste ven i klassen.

Netværket benyttes også til at mødes med andre familier til fællesspisning, udflugter, oplevelser eller til at finde rejsevenner.

Kontaktinformation

www.minevenner.dk

Stifter, Camilla Lind-Følsgaard
camilla@minevenner.dk
Mobil: 52400452

www.novasol.dk
Marketingkoordinator Tina Krogh Jakobsen
tkj@novasol.com
Tlf: 39143247